Oprindeligt er dette stykke musik inspireret af Esbjergs svundne fiskermiljø. Når sømænd stævner ud fra havnen, sejler de mod horisonten, som er evigt foranderlig, men på åbent hav altid den samme.

Horisonten bliver her et billede på et skrøbeligt mål, noget man skuer efter. Fjerskibene symboliserer vores længsel efter horisonten, et forgængeligt mål og et lille håb, som får sin skønhed gennem sin skrøbelighed.

Dette bliver forstærket af den evige horisont på det åbne hav. Jo tættere man kommer på den, des mere glider den over i en ny.

Den excentriske komponist Erik Satie, som levede fra 1866 – 1925, er hovedinspirator til melodien i dette stykke musik.

Satie blev af samtiden ofte opfattet som sindssyg, da han evnede at snakke med sig selv og altid gik i det samme jakkesæt. Satie levede sit voksenliv som eneboer, og var fanatisk optaget af paraplyer og samlede på disse.

Vores melodi “En lille Satie” er Erik Satie forklædt som et stykke musik. For os er han en af historiens største melodiske genier, og hans forunderlige vemod inspirerer os dybt.

Tilstanden mellem den vågne bevidsthed og dagdrømmene, der blomstrer netop før eftermiddagsluren omslutter en, danner rammen for dette nummer.

Sangen er skrevet i en rus af eftermiddagens træthed, en døsig stemning som det næsten er omsonst at kæmpe imod.

Tilstanden rammer dag efter dag, og vi hilser den som en gammel ven. Vi nyder dens selskab og følger den ned i søvnens rige.

Den tilrøgede duft, stemningen og lyden fra sømændenes forbund i Esbjerg synger næsten sin egen melodi.

Går man forbi på gaden og døren står på vid gab, rammer lokalets atmosfære de forbipasserende og fortæller om svundne tider, hvor de skålene stemmer dagligt drog til søs. Titlen “I Havets Favn” refererer, der hvor sømændene hører hjemme.

Melodien er en form for sømandsvise, og måske en skipper kunne have sunget den i tusmørket ud over det blikstille hav.

Musikken inviterer sine lyttere ind i ukendt land, hvor Beduinkongen hersker. Invitationen høres kun af de som følger kaldet, og der venter dem musikalske retter med lyde og indtryk, de ikke anede fandtes.

Træder man først ind i kongens telt hersker mystikken og sanserne beruses af vandpibens tåge og lyden af slangetæmmerens fløjte.

Kompositionen er en finurlig udlægning af vores dybe respekt for og inspiration fra mellemøstens dybsindige og rørende musikalske traditioner.

Denne melodiske kanon er inspireret af forestillingen om at blive forladt og ladt i stikken ude midt i ørkenen.

Med livet som indsats forsøger man at fange kamelen og dermed sikre sin redning ud af den endeløse sandslette. Idet tøjlerne atter er indenfor rækkevidde, slår kamelen med hovedet. Man render i cirkler, og til sidst jagter man støvet fra sine egne skridt.

På et tidspunkt rammer mismodet, og sandheden går op for en; man er alene, og i det øjeblik tager desperationen over.

Denne melodi er skrevet som en nordisk udgave af gregoriansk sang. Arrangementet er stærkt inspireret af de messende munke fra denne musiktradition.

På indspilningen hører I kun el-bas og cello, og deres fælles klang giver nummeret en udefinerbar messende karakter. Lyden rummer en vis portion mørke, og de selvsamme skabere af dette mulm klinger i mørket.

Vi rummer også selv denne dualitet. Bliver vi i mørket for længe, skal vi indimellem hjælpes af en klang, der fanger vores opmærksomhed og trækker os ud.

Tanken om at dvæle ved mindet om det der var – og ikke afsavnet over det der aldrig bliver – satte gang i skriveprocessen til denne sang.

Mens kapitler i vores liv bliver skrevet, udvikler de sig. Først når de slutter, får arven derfra endeligt lov at rodfæstes. Det smukke ved en afslutning består i at juble over det forgængelige, som når det forgår, bliver til en dannelse, der lever videre i os selv.

I mødet mellem lytteren og værket “hjemmegjort” opstår den smukke synergi mellem forgængelige oplevelser og den vedvarende kunst, der i nænsomme hænder aldrig forgår.